Fernisering Havet, Lørdag d.  11.01.20, Kl. 11 – 13

Som scenograf gennem årtier har jeg valgt nu i stedet at lave mine egne rum med udtryk for følelser og tanker i forbindelse med både historiske og nutidige dilemmaer.

Vi bærer alle på et billedsprog, der dannes ud fra den kollektive forståelse og erindring af verden og livet, hvor pendulet svinger mellem tilblivelse, væren og død. Det fortidige bliver rekonstrueret og bærer spor ind i nutiden og kan eventuelt pege ind i fremtiden. Mine billeder indeholder to sider. Det er både et billede af noget og et billede på noget. Kunsten illuderer et glimt af virkeligheden og illustrerer, hvad øjet ser, og sjælen føler.

Mange af mine motiver er bygget op af betragtninger over vores europæiske kultur og de genstande, som den menneskeskabte forbrugerkultur efterlader. Tidens tand spiller en stor rolle i mange af mine billeder, for det fascinerer og samtidig skræmmer, da det minder os om livets gang, dets gentagelser og afslutning.

Fotografiets virkelighed ophæves og nye vinkler på tilværelsen eller nye stemninger kan ses og et mere nuanceret syn på tilværelsen kan dukke op – afhængig af beskuerens egen baggrund, relationer og tanker. Mange af mine motiver gentager sig for hele tiden at blive sat ind i nye sammensætninger – ligesom den samme frase tit bliver gentaget i de forskellige instrumentgrupper inden for den klassiske musik.

Efter mine adskillige ophold i Berlin gennem de sidste 7 år er det kontrasterne, som her har fænget mig.
Byen med de mange modsætninger, som man som almindelig turist ikke lige får øje på:

• De hyggelige gader med gode restauranter og de golde nedrivnings-parate betonklodser
• De smukke slotte og de grumme fængsler
  Magtens monumenter og de efterladte institutioner
• Den tolerante mangfoldighed og den gamle anmelderangst
• Den fremadstræbende vilje og den evige dårlige samvittighed

Mine billeder viser en iscenesat virkelighed. Realismen ophæves og der skabes et sprog, hvor fiktionen danner en ny helhed.

Billederne bliver trykt dels på lærred og dels på museumspapir sat i hvide metalrammer med museumsglas.

Josephine Ernst